Afbrydelse af vand – og hvad deraf fulgte

Fredag den 19/1 omkring kl. 13 var der pludselig ingen vand i hanerne i ejendommen – og i hele området omkring os. Det var ikke annonceret på forhånd. Årsagen er, efter hvad vi har fået oplyst, et sprængt vandrør, som gjorde det nødvendigt for HOFOR (vandforsyningen) at lukke for vandet, mens de reparerede røret. Bruddet skete i svinget hvor Godthåbsvej og Primulavej mødes, og går man en tur forbi, kan man her i weekenden stadig se hullerne og de opgravede, flækkede vandrør.

Da afbrydelsen ikke var varslet på forhånd (og hvem ved på forhånd hvornår et vandrør sprænger?) var der mange, der først opdagede det, da de trak i toilettet eller åbnede for vandet. Det betød, at vi fik store mængder luft og skidt ind i rørerne. Det gav så problemer, da vandet kom tilbage:

  • Der var store luftlommer som skulle “luftes ud” og inden de var væk spruttede vandhanerne, og det varme vand var lunkent (det kunne ikke cirkulere forbi den store luftboble øverst oppe). De problemer skulle være løst nu.
  • De store mængde skidt i rørene gav forbigående brunt vand og hvad værre var, skidtet satte sig i de filtre, der er i vaskemaskiner, cisterner og vandhaner med dårlig gennemstrømning (lavt vandtryk) eller slet ingen vand til følge.

Det betød, at mange kunne begynde weekenden med at skille diverse installationer ad og rense dem for at få vand igen. Rigtig surt. 

Tilstoppet cisterne

Flere har henvendt sig til bestyrelse og vicevært og bedt om hjælp til at løse problemerne. Men vedligeholdelse af installationer som toiletter, haner til (op-) vaskemaskiner og armaturer (haner) i køkkener og badeværelser er noget der jævnfør foreningens vedtægter hører under andelshaverens vedligeholdelsespligt. Det er altså ikke en opgave for vicevært eller andelsboligforening at rense cisterner, haner og filtre for at få vand med normalt tryk igen. Havde det været andelsforeningen, der havde afbrudt vandet, havde sagen været en anden, men her kan man på ingen måde sige, at det er andelsboligforeningens skyld – og derfor skal andelsboligforeningen ikke betale eller udbedre noget. På dette punkt minder andelsboliger altså mere om ejerboliger, hvor man er “sin egen lykkes smed” end lejerboliger, hvor man “bare ringer efter viceværten, hvis der er problemer”.  Andelsboligforeningen fungerer ikke som et forsikringsselskab, der kommer andelshavere til hjælp, når der sker et uheld – med mindre det klart er andelsboligforeningens skyld eller ansvar. Og det er det som omtalt ovenfor ikke her. Hvis man ikke selv har viden eller evner til at rense diverse installationer, må man henvende sig til en håndværker. Her kan vi anbefale foreningens fast tilknyttede VVS’er: Flemming Nielsen, vvs.flemming@nielsen.mail.dk 

Flere oplevede, at de fik besked (SMS) fra HOFOR om at der blev lukket for vandet. HOFOR har tilsyneladende støvsuget “telefonbogen” for mobiltelefonnumre med adresse i København. Men har man et nummer, der ikke er registreret på hjemme-adressen i Parkhøj, så er man ikke automatisk tilmeldt denne service. Det gælder bl.a. taletidskort og firmabetalte abonnementer. Her kan man i stedet tilmelde sig manuelt via http://www.hofor.dk/kundeservice/tilmeld-og-afmeld-dig-sms-varsler-fra-hofor/ Vi opfordrer alle, der ikke fik besked i fredags til at tilmelde sig manuelt. Selv om varslingen i fredags kom næsten en time efter, at vandet blev lukket, så kunne det have mindsket den forvirring, der efterfølgende opstod med mails til og fra vicevært og bestyrelse.

For alle er dette en på godt jysk træls oplevelse for alle – og sikkert også HOFOR og deres medarbejdere, der ikke havde planlagt at bruge fredag eftermiddag på at reparere vandrør. Fra andelsboligforeningens side henviser vi alle eventuelle klager og erstatningskrav til HOFOR. Bestyrelsens udgangspunktet er, at “man udreder hver sit”.