Regler for bytte af andele i A/B Parkhøj

Normalt skifter andelene i A/B Parkhøj ejere i forbindelse med salg i henhold til foreningens ventelister. Men såfremt sælger ønsker det kan der i stedet for et salg til ventelisterne kan sælger i stedet bytte sin andel med en anden bolig under visse omstændigheder.

De nærmere regler for overdragelse af andele ved bytte er nærmere beskrevet herunder.

Proceduren for et salg i forbindelse med bytte er den samme som for salg via venteliste (vurdering af lejlighed, papirgang osv.)

En andel i A/B Parkhøj kan byttes med en lejebolig eller en andelsbolig men ikke med en ejerbolig.

Et bytte sættes i gang ved henvendelse fra sælger, eller af bestyrelsen, hvis bestyrelsen kan se at et puslespil med et eller flere bytter og evt. sammenlægninger kan opfylde et eller flere ønsker fra Parkhøjs nuværende beboere (evt. på bekostninger af personer på venteliste til en lejlighed i Parkhøj).

Et bytte er normalt tilladt, med mindre byttet har karakter af en omgåelse af Parkhøjs ventelister.

Bytte af to andele i Parkhøj, begge parter bliver boende: Tilladt.

Bytte af to andele i Parkhøj, den ene part sælger sin lejlighed i forbindelse med byttet: Tilladt med forbehold. Forbeholdet går på at et sådant bytte ikke må medføre at ventelisten til større lejligheder bliver forbigået. Forestil f.eks. at beboeren i en 4-værelseslejlighed ønsker at sælge, men i stedet for at sætte lejligheden til salg, så bytter vedkommende med en god bekendt i en 2-værelseslejlighed (der har “glemt” at lade sig skrive op til en større lejlighed) og herefter bliver 2-værelseslejligheden sat til salg i stedet. Det er ikke tilladt, ventelisten til større lejligheder respekteres ikke. En tilsvarende situation vil kunne opstå hvis det “hul” der opstår ved salget bliver brugt til en sammenlægning. Denne sammenlægningsmulighed skal om muligt tilfalde den, der står højest på ventelisten til større lejligheder.

Bytte af en andel i Parkhøj med en ekstern andelsbolig eller lejebolig: Tilladt